Fond uddeler millionbeløb til tyveribekæmpelse i de selvstændige købmandsbutikker
KFI Købmandsfonden bevilger 2,5 mio. kr. til et projekt, der har til formål at hjælpe købmændene med at nedbringe svind fra butikstyverier. Det skriver KFI Købmandsfonden i en pressemeddelelse.
Bevillingen kommer på baggrund af, at de selvstændige købmænd i længere tid har oplevet en kraftig stigning i antallet af butikstyverier fra såvel kunder som personale. Alene i 2024 blev der registreret 27.625 butikstyverier – en stigning på hele 13 pct. i forhold til 2023 ifølge tal fra DSK.
Det har medført stor frustration og usikkerhed blandt købmændene om, hvad de kan gøre for yderligere at forebygge butikstyveri. Samtidig ses et øget pres mod myndighederne for at hjælpe branchen noget mere – og det medfører et modpres om, at købmandsbranchen skal gøre, hvad den kan for at forebygge tyveriet, fremgår det.
Fakta om KFI Erhvervsdrivende Fond
- KFI Købmandsfonden er et binavn til KFI Erhvervsdrivende Fond, tidligere Købmændenes Finansieringsinstitut.
- KFI Erhvervsdrivende Fond har eksisteret siden 1955 og arbejder for at styrke de selvstændige købmænds position i Danmark. Det gør de ved at stille lejemål, finansielle ydelser og uddelinger til rådighed for købmændene.
Bevillingen går til projektet ”Projekt Forebyg Butikstyveri” og gennemføres af CamVision, Danmarks største leverandør af varesikring. Gennem individuel rådgivning, undervisning og butiksgennemgang hos den enkelte købmand skal CamVision hjælpe købmændene ved at påpege konkrete tiltag, de kan implementere i egen butik for at forebygge tyveri fra såvel kunder som personale.
Projektet omfatter omkring 230 butikker fordelt på Min Købmand, Meny, Supermarco, Superland og Spar.
- Desværre ser vi en vedvarende stigning i butikstyverier til stor frustration blandt de mange købmænd, der både påvirkes økonomisk og oplever den øgede utryghed, som følger med. Med projektet har vi mulighed for at gøre en positiv forskel for en lang række købmænd. Vi ser frem til at sætte projektet i gang og dermed sikre, at købmændene får bedre redskaber til at forebygge butikstyverier fremover, udtaler Terje List, adm. direktør i KFI Erhvervsdrivende Fond, i meddelelsen.
Projekt Forebyg Butikstyveri igangsættes primo marts 2025 og kører frem til februar 2026.
Om CamVision
- CamVision er Danmarks største leverandør af varesikring og har siden 2004 specialiseret sig inden for forskellige sikringsløsninger til detailbutikker, blandt andet videoovervågning, alarmsystemer og varesikring.
Artiklen er en del af temaet Dagligvarer.